Forårsgolftur til Niedersachsen

Både at besøge byen Celle, men også at bo på Althoff Fürstenhof, har stået på min ønskeliste i et par år nu, og endelig, blev det her i marts måned en mulighed for at gøre dette – det 5-stjernede feriepalæ skulle være vores base, i forbindelse med at spille golf på forskellige baner i området. At rejse sidst i marts betyder oftest at foråret er længere henne, lidt længere sydpå, og det var det også. Tulipaner og påskeliljer blomstrede, kirsebærtræer stod i blomst, og der var et mere ”grønt” skær over træer og busker generelt.

Så flot og elegant hotel, på en sober og personlig måde. Fantastisk service fra alle vi mødte – ved indtjekning, i baren, i restauranterne og rengøring. Det er så fedt med disse mindre hoteller, og man føler sig så velkommen. 😍

Efter en skøn runde golf er det lækkert med et wellnessområdet med swimmingpool og sauna, det er skønt at have de faciliteter til rådighed, og komme helt ned i gear, og få lemmerne klare til næste golfrunde.

Vi spillede 3 forskellige baner:

På vej ned stoppede vi syd for Hamburg og spillede en Europa tour bane: Green Eagle Golf Course

Wow! En drøm af en bane – hold nu op! SÅ flot og velplejet – men også meget svær! 😜 Det var en hård opstart af golfsæsonen, men vi er så glade for at vi fik den afprøvet. ENORME bunkers nogle steder, og en del vand – hvilket gjorde at en del bolde forsvandt… 😵‍💫 Nok fordi at vi spillede i marts, så fik vi en rigtig god pris på greenfee, så det kan klart anbefales, hvis man ikke vil give normalprisen.

Vel nede på hotellet i Celle, så kørte vi en dag til Golf Club Edemissen, og næste dag til Burgdorfer Golfklub. To vidt forskellige baner, og både fairways og greens stod flot begge steder, men Edemissen var nok en tak mere ”sjov” ift. udfordringer, og lidt sjove huller, hvor Burgdorfer var lidt mere ”frem og tilbage”, selv om den også var udfordrende ift. at have mange smalle huller. Burgdorfer havde et rigtigt fint træningsanlæg, og jeg spiller gerne begge baner igen, det er for mig variationen i det som gør golf sjovt, og naturen omkring, så varm anbefaling herfra. Lige en lille kommentar til golfen er også at måske tænke over om hvorvidt klubhuset har åbent… det er jo så hyggeligt med det 19.e hul, og måske skal man give en omgang eller få en 😅 og vi løb desværre ind i både ombygning af klubhus og ruhetag om mandagen, to af stederne, nuvel – sæsonen er jo lige kommet i gang, men tjek det lige inden I tager afsted, så bliver I mindre skuffet.

Det eneste jeg savnede på turen var (udover ”de lige slag”): Asparges! Ikke en eneste stængel på menukortene… vi var lige lidt for tidlige her… 🐣 OG på vejen ind mod Celle, lå en orkidé-farm, her ville vi gerne have været inde, men bilen var jo fyldt op med golfudstyr, så der var ingen plads til noget som helst. 😜.

Go’ tur & GLÆD jer til fine baner i Nordtyskland – kh. Britt & Anna

You May Also Like

More From Author

+ There are no comments

Add yours